17-03-2005
Skrevet af Scor
Hate crimes
Du har ikke scoret, du er blevet kæreste. I går hånd i hånd gennem byen,
standser ved broen og kigger ud over vandet hvor i kan se måneskinnet. I
er lykkelige, verden ligger for jeres fødder.
Hate Crimes, hvad' er nu det?
Kender du det? Du har stadset dig ud til den helt store bytur, sidste nye
indkøb fra tøjbutikkerne, håret sidder vist ok nu og den der nye deo som
skulle være alle tiders er blevet luftet godt og grundigt.
Du er parat til at score, nu skal det være. På vej til byen sidder du og
tænker over de der score tricks du synes lød smarte, men hvordan var det
nu?
Endelig står du foran diskoteket, der er proppet med mennesker, der var
vist også et par stykker der så rigtig godt ud. Måske er du heldig?
Du hænger lidt ud ved baren og kigger dig omkring, snakker lidt med et par stykker, byder på et par drinks, du er da også ude at danse en enkelt
gang, men der er ikke rigtigt bid.
Lige pludselig stopper dit flakkende blik, det har ramt lige ind i de
skønneste smilende øjne du nogensinde har set. Du får fremstammet et
forsigtigt "Hej" som ikke engang du selv kan høre. Men øjnene er der
stadig og du hører en stemme sige "Skal vi danse?"
På danse gulvet starter du i fin stil med alle de rigtige bevægelser, dem
du har gået og øvet derhjemme foran spejlet men efterhånden er det som om musikken kører sit eget race. Der er et eller andet med de der øjne, de
borer sig helt ind i din sjæl.
Du er blevet forelsket. I er blevet forelskede. Resten af diskoteket
forsvinder langsomt ud i baggrunden og bliver ligegyldigt. I lægger slet
ikke mærke til de andre som forsøger at undgå at støde ind i jer mens i
mødes i et helt utroligt befriende kys.
Du har ikke scoret, du er blevet kæreste. I går hånd i hånd gennem byen,
standser ved broen og kigger ud over vandet hvor i kan se måneskinnet. I
er lykkelige, verden ligger for jeres fødder. I bemærker ikke de 5 unge
fyre der har fulgt efter jer. I ser ikke at de pludselig står bag ved jer.
Pludselig får du et voldsomt skub i ryggen og i næste sekund ligger i
begge i det iskolde vand, i har stødt hovederne sammen i faldet og din
elskede er bevidstløs. Du kæmper en næsten håbløs kamp om at redde jer begge op, men endelig lykkes det.
En eller anden får kastet en redningskrans ned til jer. I overlever uden fysiske men, men med store ar i sjælen.
Nej det kender du forhåbentlig ikke, men det er der desværre alt for mange der gør. Glemte jeg at fortælle at vore to hovedpersoner er to fyre? De er bøsser. Bøssesvin som de 5 overfaldsmænd nåede at råbe før de stak af. Ingen har set de 5 og ingen kan give et signalement, i politiets rapport står der blot at der er sket et overfald, intet om årsagen.
Er dette fiktion? Nej desværre, dette er en historie som er baseret på en
virkelig hændelse. Ikke i USA men i København. Spørger man politiet hvor
mange af den slags overfald der sker, ved de det ikke. Der findes ingen
statistikker i Danmark. Men i de øvrige nordiske lande og for øvrigt også
alle mulige andre steder siger tallene at helt op til 25-30 % af alle
bøsser oplever vold ene og alene på grund af deres seksualitet. "Hate
Crimes" Vi har end ikke et dansk ord for det.
Vil du vide mere? Se: www.lbl.dk